Min have

Min have ligger langt ude på landet, omkranset af kornmarker og med et lille kig til Storebælts blå bølger i det fjerne.

Haven er stor og gammel. Det hule æbletræ er plantet for 100 år siden og kan fortælle om et lille husmandssted, som blev bygget på åben mark af fattige men flittige folk.

Gennem tiden har kærlige kvinder plejet haven. Plantet bonderoser, gyldenris og stolte valmuer. Hvert forår har de plukket påskeliljer og lagt kartofler. På varme sommerdage har de bælget ærter i æbletræets skygge, og om efteråret har de plukket brombær til vinterens syltetøj. Altid har kvinderne haft travlt, men aldrig er de blevet for trætte til at drage omsorg for den jord, der var deres livsgrundlag og glæde.

I 1991 overtog jeg haven - og ansvaret for træer, buske og blomster. Nu er det min tur til at følge de små erantis, der allerede omkring årsskiftet bryder gennem den frosne jord med bøjet nakke for snart at skinne solskinsgult i hvert et hjørne. Min tur til at nyde æbletræets overdådige blomstring, rosernes vidunderlige duft på varme solskinsdage og humlebiernes hyggelige summen i det mægtige staudebed. For slet ikke at nævne de smukke rådyr, der jævnligt lægger vejen forbi. De mangler enhver form for høflighed og bordskik, men de har stjålet mit hjerte.

Om sommeren er luften fyldt med lærkernes jublen. Svalerne kvidrer fra husets antenne, mens musvitterne har travlt med at finde føde til de mange næb i redekasserne. Og om aftenen, når skumringen bliver til sommernat, snøfter pindsvinet under ribsbuskene mens flagermusene boltrer sig mod stjernerne. Ligesom den tykke fru Tudse, der holder vagt i jordbærbedet, har de og deres slægtninge boet i haven gennem generationer. De er en del af det fantastiske samspil, der gør haven til en velfungerende og stemningsfuld oase, hvor jeg blot har det overordnede lederskab.

Et lederskab, som udøves allerbedst fra en magelig liggestol!

Jeg er dybt taknemmelig for haven og sender ofte en kærlig tanke til de mennesker, der har puslet i den før mig. Ganske som jeg tænker på de mennesker, som engang vil komme efter mig. Den tanke kan godt klemme lidt vemodigt om hjertet, men jeg håber inderligt, at de vil værdsætte havens sjæl og passe godt på den.