Det lykkes af og til

Hvis jeg blev bedt om at beskrive min køkkenhave med ganske få ord, blev det nok noget i retning af "håb, drømme og masser af held".

Hvert forår drømmer jeg nemlig om alle de lækre og spændende ting, jeg vil dyrke - og sammen med hvert lille frø lægger jeg håbet om, at det vil spire og vokse sig stort, så jeg kan servere hjemmeavlede grøntsager på middagsbordet.

Sommeren igennem driver jeg den så af på drømmesengen, mens jeg i håbefuld naivitet overbeviser mig selv om, at ukrudtsdækket i køkkenhaven har en forebyggende effekt på skadedyrsangreb. Fakta er jo, at monokulturer lettere bliver angrebet af larver og væmmelige insekter, så alle de vilde planter, der vokser i køkkenhaven, burde da selvsagt beskytte både kål og gulerødder ;-)

Sidst på sommeren må jeg så erkende, at en pæn del af forårets håb og drømme er bristet. Men det forhindrer mig sandelig ikke i at håbe på bedre held næste år. Eller i at fryde mig over de heldige kartofler, som har vokset sig store og flotte under brændenælder og fuglegræs.

Trods ukrudt, skiftende succes og hyppige besøg hos kiropraktoren holder jeg nok aldrig op med at dyrke en køkkenhave. For af og til lykkes det jo. Af og til bliver både håb og drømme indfriet, og desuden er hjemmeavlede ærter min absolutte livret. Så jeg er skam parat til både at hakke og luge og knokle i timevis for at kunne sætte tænderne i de herlige små grønne perler. At liggestolen så jævnligt vinder over alle mine gode forsætter er en ganske anden sag ;-)

Køkkenhaven er dog skrumpet betydelig i årenes løb. Oprindelig var den kæmpestor og rummede både artiskokker, broccoli og alenlange rækker af jordbær. Siden blev den flyttet til en smal strimmel langs hønsegården for så atter at vokse en smule i forbindelse med ombygning af stalden.

Sidste år erkendte jeg modvilligt (men inderst inde lettet) at 120 m2 var for meget - både for min ryg og min kogekunst. Gulerødder og rødbeder rådnede væk i vinterens løb og en hel række flotte porrer gik i stok. Det var et imponerende syn og til stor glæde for svirrefluer og sommerfugle, men ikke ligefrem meningen med en køkkenhave.

Så nu er der plantet et par brede spireahække i den ene ende af køkkenhaven. De afgrænser, optager en del plads, danner rum og blomstrer så smukt. Og så er den lille hyggekrog, hvor jeg så tit slår drømmesengen op, udvidet, og der er sat et drivhus op i hjørnet af køkkenhaven. Sådan et tager selvfølgelig også tid, medmindre jeg vælger at møblere det med et par magelige stole … det der med at drive kan jo forstås på flere måder!