En fredfyldt oase

Baghaven består primært af græsstier, træer og buske - samt en masse dejlige bunddækkeplanter, der kvæler ukrudtet og gør mit haveliv nemt.

Om foråret er jorden under træer og buske dækket af erantis og vintergækker, som lige så stille bliver afløst af hvide og røde påskeklokker samt tætte bræmmer af himmelblå forglemmigej i selskab med påskeliljer og tulipaner.

Siden tager storkonval og et væld af akelejer over, inden bregnernes grønne ro indtager scenen fint sekunderet af hosta og jordbær i trængsel.

Det er dog slet ikke bunddækket, der er det bærende element, men derimod græsstien, som slynger sig rundt om et hasselkrat, der ligger som en ø midt i baghaven. Den sti har jeg tilbragt utallige timer på. Enten i langsom gang mens tankerne har tumlet i mit hoved eller i en magelig liggestol med tæerne i sol og en god bog på skødet.

Oprindelig voksede der en masse gamle frugttræer i baghaven og jeg nød at gynge i en hængekøje under deres brede kroner. Men træerne faldt desværre et efter et i stormvejr og blæst, og i dag er der kun to af de krogede frugttræer tilbage. Det ene er et frønnet og delvist udgået pæretræ, som jeg ikke kender navnet på. Det andet er havens ubestridte pryd og mit elskede Cox Pomona æbletræ, som danner den smukkeste lyserøde sky over haven hvert år i maj for siden at fyldes med de dejligste rødkindede og saftige æbler.

Gamle Cox Pomona har selskab af ribsbuske og sargentsæbler, som tilsammen danner et næsten uigennemtrængeligt krat. Den slags er guld værd i en nem have. Med  års mellemrum kravler jeg ind mellem buskene for at fjerne selvsåede hyld og ahorn, men ellers behøver jeg ikke at løfte en finger.

Det behøver jeg bestemt heller ikke i bunden af haven, hvor jeg har plantet en tæt buksbomhæk. Den skal selvfølgelig trimmes lidt i ny og næ, men jeg synes egentlig, at den er allerkønnest, når den er lidt lodden. Så den får altså lov til at stå og brede sig i al sin grønne skønhed og danner den perfekte partner til guldregnen.

Jeg har en hemmelighed bagved buksbomhækken. Sådan en af de der småpinlige hemmeligheder, som man helst ikke snakker for højt om. Den fortæller nemlig en hel masse om min magelige holdning til havearbejde.

Sagen er jo, at jeg som havekonsulent burde foregå med et godt eksempel og udnytte mit haveaffald i en stor, velfungerende kompostbunke. Men i stedet smider jeg alt lige fra smågrene og hækafklip til ukrudt og visne staudetoppe om bagved buksbomhækken efter devisen: Ude af øje, ude af sind.

Og dér ligger det og forgår lige så stille. Måske får jeg ikke point for orden og ryddelighed, men til gengæld får jeg masser af klapsalver fra havens skrubtudser samt pindsvinet og den kønne rødhals, som bygger rede i kvasbunken. Og den slags tæller nu engang allermest i mit regnskab over en hyggelig og fredfyldt oase.