Kun til låns

En have er kun til låns. Vi kan ikke tage den med os, når vi flytter - og da vi jo heller ikke lever evigt, bliver vi før eller siden nødt til at give haven videre til andre. Ganske som de fleste af os selv har overtaget haven efter tidligere ejere.

Nogen af os skifter hyppigt have, andre af os tilbringer årtier, ja undertiden størstedelen af livet i den samme have. Enkelte af os oplever måske at grundlægge en have på jord, der tidligere lå hen som kornmark. Og mange af os omlægger en eksisterende have - enten med nænsom hånd eller fuldkommen radikalt, så den overhovedet ikke er til at genkende.

Personligt foretrækker jeg den nænsomme hånd. Jeg vil helst bygge videre på det, som tidligere generationer har skabt. Set med mine øjne er haven en levende skabning, som vi mennesker kan pleje og forskønne … og undertiden forenkle, så den bliver lettere at passe. Men at fælde smukke træer og kassere livskraftige planter bliver aldrig min yndlingsbeskæftigelse.

Jeg har altid holdt meget af den smukke sang om ShangriLa og nynner ofte omkvædet

" … og fordi et smukt træ ældes, skal det ikke bare fældes,

og for øvrigt synes jeg, at du er smuk endnu … "

Min have er også smuk - til trods for, at den har mere end 100 år på bagen. Ja, jeg synes ligefrem, at den bliver smukkere og smukkere for hver år, der går - og det vil glæde mig meget, hvis du har lyst til at følge med mig en tur rundt i den.

Du kan starte her eller hoppe lidt omkring via menupunkterne ude til venstre. Rigtig god fornøjelse :-)