Vidunderbørn

Der er selvfølgelig altid et par vidunderbørn - både i haven og i skolen. De er både velopdragne, pligtopfyldende, stabile, smukke, livskraftige, sunde og robuste. De bruger ikke albuer eller unfair metoder, men omvendt er de sandelig heller ikke lette at vippe af pinden. Desuden kan de blive tudsegamle og ældes i den grad med charme. Ja, faktisk bliver de skønnere og skønnere for hvert år, der går.

En del af disse pragteksemplarer har en skøn evne til at brede sig og danne tætte tæpper uden dog at virke påtrængende eller anstrengende. Det er dem, vi ofte bruger som bunddækkeplanter. Storkenæb og løvefod hører til blandt de allerbedste. De har acceptorernes blide og omgængelige gemyt og ingen planer om at beslaglægge hele haven, men når de først har fået fat, lader de sig sandelig ikke kue af skvalderkål og kvikgræs. De formår om nogen at gøre enhver haveejers liv smukt, let og behageligt.

Storkenæb og løvefod
i fortrolig teté a teté

Bunddækkeplanterne er dog ikke havens eneste vidunderbørn. Hosta og pæoner fortjener sandelig også et par ord med på vejen. De er indbegrebet af stabilitet og troværdighed.

Hosta foretrækker skygge men trives også i sol - og pæoner bliver smukkest i sol men har ikke noget imod lidt vandrende skygge. En tæt skov af højt ukrudt eller en hær af aggressive stauder kan selvfølgelig blive for meget for selv den bedste, men en klynge skvalderkål eller en nærgående græsplæne gør ingen skade. Hosta og pæoner klarer modstand og påtrængende (agressive) gæster med beundringsværdig styrke og er desuden yderst elskværdige. De kunne ikke drømme om at være til fare for sarte naboer, der ikke bryder sig om at blive skubbet og puffet til.

Find inspiration til
Hyggelige Haver

Et par af mine skønne pæoner
i selskab med
sporebaldrian og fredløs

I teorien kunne hosta sagtens være de eneste stauder i haven. De er så kønne og frodige, at de slet ikke behøver selskab, og de findes i så mange sorter, at variationen i haven er sikret. Der er storbladede og småbladede eksemplarer. Der er brogede og stribede blade. Der er mørkegrønne, bleggrønne, blågrønne og gulgrønne blade. Og der er både høje og lave arter. En have fyldt med hosta er altid et besøg værd - måske lige bortset fra det tidlige forår. De sammenrullede hostablade, der ligner fine kræmmerhuse, dukker nemlig først op af jorden i starten af maj - men det giver jo rig mulighed for at lægge en masse skønne forårsløg eller sætte anemoner mellem planterne.

Drømmer du om en
nem og frodig have

- du er altid velkommen
til at kontakte mig

telefon
28 99 28 92

mail inge@havetip.dk

Hosta opfattes traditionelt som en bladplante, men i juli og august står den med de dejligste blå, hvide eller violette blomster, der hænger som små klokker på ranke stilke. Og i løbet af efteråret antager bladene de dejligste gule nuancer.

Hosta passer lige flot sammen med løvfældende som stedsegrønne træer og buske, og de gør sig fint i selskab med sten i alle størrelser. Som kant langs en stilren flisegang, som grønne klynger i en pigstensbelægning, i japansk stil mellem nyrevne perlesten eller blot med en hyggelig bænk som makker.

Hosta og bregner

her er det ikke
nødvendigt at luge

Pæonerne er måske knapt så anvendelige som eneste staudeindslag i haven. Deres store, fyldige og tunge blomsterhoveder er så oplagte naboer til slanke iris og yndefulde akelejer, at det næsten er synd ikke at udnytte potentialet.

Men dermed være sandelig ikke sagt, at en ren pæonhave ikke vil være vidunderlig smuk. Jeg fristes til at sammenligne den med en rhododendronhave, der jo også blomstrer overdådigt i en begrænset periode for så at stå grøn og rolig resten af tiden. Hvis du er på ferie det meste af sommeren, er der jo ingen grund til at fylde haven med blomstrende indslag i de perioder, hvor du ikke er hjemme. Så hellere fyre al krudtet af omkring skt hans i en vidunderlig symfoni af hvide, rosa og røde nuancer med runde, flossede eller fligede blade - enkle eller dobbelte hoveder og med en tyngde og skønhed, der går lige til hjertet. For dernæst roligt at forlade skuepladsen i tryg vished om, at selv det sejeste kvikgræs ikke kan genere de tætte duske af afblomstrede pæoner.