På rad og række
|
De fleste køkkenhaver består blot af et firkantet stykke jord,
hvor grøntsagerne står på rad og række. Min farmors mægtige
urtegård var indrettet på den måde, mine forældres lille køkkenhave
var det samme - og mine egne grøntsager står såmænd også pænt på
geled. Vi kan dog hurtigt blive enige om, at sådan en traditionel køkkenhave ikke er det mest spændende og inspirerende at kigge på. De lige rækker leder helt automatisk tankerne i retning af orden, systemer - og nå ja, måske også en anelse militært diktatur. Det er et sted, hvor der arbejdes med henblik på resultater uden at nurse alt for meget om den enkelte. Og når man går i gang med at luge i den ene ende, føles det, som om der er rigtig langt til mål. Havearbejdet får et strejf af roe-haknings-maraton over sig, og det er nok bedst at bestille tid hos kiropraktoren med det samme. |
![]() |
|
|
I starten skal der luges en del mellem de små grøntsager. |
|
De, der kender mig, ved alt om, at maraton og tålmodighed ligger mig fjernt! Så godt nok er min køkkenhave indrettet på gammeldags vis, men jeg har snydt lidt og delt køkkenhaven op i mange små afdelinger. Så er arbejdet nemlig meget lettere at overskue. Nogle steder har jeg sået 3-5 rækker så tæt ved siden af hinanden, at grøntsagerne ret hurtigt lukker sammen, så nyt ukrudt har svært ved at spire frem. Andre steder har jeg flere forskellige afgrøder i samme række, fx 1 meter frissésalat, 1 meter hovedsalat, 1 meter pluksalat osv. Så er der nogle delmål, og selvom arbejdet er lige omfattende og tager præcis lige så lang tid, som hvis alle 6-8 meter bestod af samme salattype, så føles det både lettere og sjovere, når de grønne blade skifer karakter undervejs. |
![]() |
|
|
Korte rækker på tværs af køkkenhaven skaber variation og gør lugearbejdet lidt mere overskueligt |
|
Sidste år lavede jeg et par interimistiske bede i hele køkkenhavens længde og på halvanden meters bredde, og så såede jeg en masse korte rækker på tværs af bedet. Det så vældig nydeligt ud lige fra først øjeblik, og da grøntsagerne voksede til, gav det en masse liv og anderledes struktur i den ellers ensrettede køkkenhave. Men det bedste var, jeg ikke blev fristet til at så alt for lange rækker af radiser, dild, spinat, bønner og den slags, som modner over en kort periode og derfor helst skal sås ad mange og mindre omgange. Hvis du vil have endnu mere liv og afveksling i køkkenhaven, kan du selvfølgelig også så en masse sommer- og afskæringsblomster eller plante georginer og gladiolus mellem grøntsagerne. Det gi´r kulør, og tiltrækker hyggelige brumbasser og elegante sommerfugle, som sørger for fest og glade dage mellem de til tider lidt for jordbundne urter. Desuden er sommerblomsterne gavnlige i sædskiftet og nogle af dem "skræmmer" ligefrem skadelige insekter bort. Det kan du læse mere om her … øhhh - hov, det vil sige, jeg er ikke helt færdig med artiklen endnu, men den kommer!!!
|
![]() |
|
|
Det er både kønt og nyttigt at blande blomster og grøntsager |





