Byhave i enkelt stil
| Byhaver er ofte lange og smalle - og det er ikke
hver dag, man kommer helt ned i bunden af haven. Men selv den
længste og smalleste have kan indrettes, så den bliver smuk og
lokker med dejlige oplevelser. Det handler blot om at dele grunden op i flere mindre rum og anlægge en sti, så man får lyst til at gå på opdagelse i haven. Jo længere stien - eller havegangen - er, jo større vil haven virke. Derfor er det en fordel at lade stien sno eller zigzagge sig gennem haven. Det giver samtidig visuel variation, når man jævnligt ændrer retning og fokus fra syd til nord - eller fra et kort til et langt kig. |
|||
|
|
|||
|
Havens grundareal er på 32 x 15
meter ... ialt 480 m2
|
|||
|
Beskrivelse og inspiration |
Stien starter allerede i indkørslen. Her skærmer et
lille træ - det kan være en graciøs løn, et knudret
æbletræ eller måske en elegant guldregn - for
udsynet til resten af haven.
En klippet hæk leder den besøgende videre langs
med huset og gennem gårdhaven, der er fyldt med
hyggelige havemøbler, udekøkken, farvestrålende
krukker og duftende slyngroser, der gør huset til
en charmerende tornerose-idyl. Her sætter kun fantasien
grænser for frodigheden, medmindre man da
foretrækker superhot og minimalistisk design og
blot placerer et par viftende græsser samt en kæmpestor
solseng i krogen mellem bolig og udhus.
Fra gårdhaven fører stien forbi udhuset og en lille
græsplæne, der er indrammet af hække. En stedsegrøn
liguster, en tæt buksbom eller måske en yndig
spiræa, der blomstrer rigt og længe vil være lige velegnede
til formålet.
Den lille græsplæne kan bruges til leg, boldspil eller
bålplads. Eller den kan peppes op med fine firkantede
bede, der kantes med lavendel, buksbom
eller løvefod, der er så omgængelig og let at dyrke.
Bedene kan plantes til med alskens skønne stauder
og duftende roser. Eller fyldes med farvestrålende
dahlia og gladiolus. Det er en af fordelene ved at
dele haven op i rum. De enkelte rum kan ændres og
forandres afhængig af tid og lyst, uden at det påvirker
resten af haven.
Køkkenhave eller spejlbassin
På den anden side af hækken og udhuset dukker en
solvarm hyggekrog op med kig til køkkenhaven.
Her er plads til jordbær, ærter, tidlige kartofler,
krydderurter eller måske en overdådig blanding
af farvestrålende sommerblomster. Eller man kan
bryde fuldkommen med tanken om selvforsyning,
fjerne al mulden og anlægge et smukt spejlbassin.
Det vil give haven en helt anden atmosfære, men
ikke ændre på grundplanen. Stien vil fortsat følge
hækken på tværs af haven og dernæst slå et knæk
ved skellet og fortsætte ned mod bunden af haven.
|
Stien starter allerede i indkørslen. Her skærmer et lille træ - det kan være en graciøs løn, et knudret æbletræ eller måske en elegant guldregn for udsynet til resten af haven.
Den lille græsplæne kan bruges til
leg, boldspil eller bålplads. Eller den kan peppes op med fine
firkantede bede, der kantes med lavendel, buksbom eller løvefod,
der er så omgængelig og let at dyrke. Bedene kan plantes til med
alskens skønne stauder og duftende roser. Eller fyldes med
farvestrålende dahlia og gladiolus.
|
I bunden af haven bliver stemningen lidt mere vild. En håndfuld opstammede syrener vokser i et tæt og skyggetålende bunddække af vinca, der fornøjet breder sig ud over stien og bløder de ellers så stramme linjer op. Alternativ kan arealet fyldes med graciøse sommerfuglebuske i en duftende bund af katteurt, salvie eller krydderurter - eller man kan lade sig inspirere af landlivets glæder og lave sin egen lille frugtplantage i en næringsrig kløvereng.
Så slår stien atter et knæk, følger endnu en gang hækken tværs over haven og fører tilbage gennem køkkenhaven, forbi hyggekrog, græsplæne og udhus til gårdhavens hyggelige intimitet. Et blik på uret afslører, at turen har taget en halv times tid. Selv i en lille have kan der være så meget at se på, snuse til og nyde, at tiden flyver af sted. Og lad os så lige til sidst kigge ned på vore fødder. Afhængig af pengepung og personlige holdninger kan de stå på simple betonfliser, gedigne herregårdssten eller eksklusiv granit. En slået græssti eller revet grus kan såmænd også fungere upåklageligt som underlag. Det vigtigste i en have er nemlig ikke belægningen men derimod den overordnede plan - altså hækkenes og stiernes forløb.
|
| Har du brug for en haveplan - så er du altid velkommen til at kontakte mig på tlf 28 99 28 92 eller sende en mail til mig. Adressen er inge@havetip.dk | |


